Back for good

Hej alle,

Så er jeg endelig tilbage på tasterne. Nu føler jeg mig psykisk klar til at fokusere på min blog igen. Jeg glæder mig til at dele alt med jer!

Endelig fandt Kenneth og jeg frem til, hvad vi vil give børnene i gave til deres barnedåb (udover festen)! Det er en sindssyg personlig gave, som er velegnet til tvillinger. Det er en personlig godnathistorie, der er skrevet om Milas og Marli, så de hver især kan læse et eventyr om hinanden. Vi er så glade for den gave, og vi kunne ikke finde noget bedre. Det er helt perfekt. Så skal barnedåben foregå på søndag, og vi glæder os helt vildt. Nok er børnene 9 måneder snart, men bedre sent end aldrig. Den kan også sidde med ved bordet nu og faktisk få noget ud af det, så vi glæder os mega meget.

Knus Bernadette

Tålmodighed er en dyd…

ENDELIG!!!!! Mine børn elsker endelig grød, hvilket har gjort min hverdag så meget lettere. Det er svært nok at give flaske til to børn på samme tid, så dét at kunne give grød er så fantastisk.

Om natten giver jeg også kun en flaske. De sover meget uroligt, vågner ofte, men vil ikke have mad. De vokser og vokser og det er så skønt at være vidne til. Vi er stadig igang med at få drengene over på vores kost om aftenen, men vi må tage det i deres tempo. Boller i karry er i hvert fald et hit!

Hvis der er nogen, der har haft de samme udfordringer som mig, og måske har nogle gode opskrifter, så må I meget gerne dele dem!

Knus Bernadette


Jeg jinxede den…

Hej alle,

Da jeg skrev mit sidste indlæg for en lille uge siden, kom jeg til at jinxe min fars situation. Dagen efter fik han en forbipasserende blodprop i hjernen, der gjorde at hans højre side nu også var svag. CT-scanningen viste også, at han nu havde fået væske i hjernen, og den var hævet op omkring den hjerneblødning han fik for 3 uger siden. Igen ramlede min verden sammen, og det har været en sindssyg hård uge med en masse rutschebaneturer. Dog har jeg de mest fantastiske børn i verden, og kæreste, der en med til at lysne min dag. Mine smukke drenge er nu måneder og udvikler sig hver evig eneste dag. De er så glade og lattermilde, så lige meget hvor trist, jeg er, så er de der for mig. Samtidig sætter jeg stor pris på hvert sekund i løbet dagen, at mine børn er sunde, raske og trækker vejret. Sæt pris på jeres unger hver dag, lige meget hvor meget de græder. Det gør jeg efter denne her måned.

God weekend til alle.

Knus Bernadette

Forår og nye tider

Hej alle,

Så er der endelig kommet lidt overskud tilbage i min krop, så nu er det på tide at komme i gang med bloggen igen. Jeg har virkelig savnet det, men har måtte lukke mig selv ned fra alt og alle og fokuserer på min familie. Nu er det over 2 uger siden min far fik en hjerneblødning, og han bliver bare bedre hver dag, så der har været en til at holde hånden over ham. Det er kun 2-3 %, der overlever den slags hjerneblødning, som min far har haft, så er mega taknemmelig for, at han stadig er her den dag i dag og har det godt uden for mange men.

Udover det er mine dejlige drenge blevet 8 måneder d. 28/2, og det blev fejret i stor stil med en masse sol og god mad på Skotinn her på Bornholm, hvor min far også fik lov til at være med. Det var så skønt, og børnene var så glade – det er det vigtigste. Nu kommer barnedåben lige rundt om hjørnet, og vi kan næsten ikke vente. Jeg er dog splittet over, hvad Kenneth og jeg skal give dem i gave – hvis der er nogen af jer, der har nogle gode ideer, så skriv endelig en kommentar til indlægget.

Glædelig fastalavn og god søndag til alle.

Knus Bernadette


Pause….

Hej alle. Som I ved, så har jeg ikke skrevet et indlæg her på bloggen i rigtig lang tid, og det er simpelthen fordi, jeg har haft for meget om ørene – faktisk næsten mere end jeg har kunne holde til.

Min far kom med min gudmor og gudfar (onkel og tante) til Bornholm d. 14/2, da det var min 24 års fødselsdag, og min far vil aldrig gå glip af min fødselsdag lige meget, hvor jeg bor eller hvor gammel jeg bliver. Så min onkel, som er pensioneret læge, tog med min far herover, da han er dårlig gående og har brug for meget støtte, selvom han kun er 68 år gammel. Vi havde en skøn aften med god mad, en masse gode historier og smil på alles læber – især børnenes.

Dagen efter min fødselsdag skulle min far ned til os, så vi sammen kunne vise ham Bornholm, og så han kunne få lidt kvalitetstid med hans børnebørn. Da klokken blev 11, og de skulle have været hos os, fik jeg et opkald fra min onkel. Min far havde været svær at komme i kontakt med, skæv i ansigtet, kunne ikke tale osv. Min far blev hastet med 112 mod Bornholms Hospital, hvor vi her får at vide, at han har fået en massiv hjerneblødning i sin hjernestamme. Der faldt min verden sammen. Der var ingen chance for, at min far kunne overleve. Han kunne ikke bruge sin venstre side af kroppen, ikke tale, ikke se. Han kunne ingenting.

Nu er der gået 9 dage, og han er stadig indlagt her på Bornholm. Han kan selv spise og drikke, han sidder i kørestol, men er trods alt ude af sengen, og hans tale er blevet markant bedre. Det bliver en lang, sej kamp, som vi skal igennem, men den klarer vi sammen her på Bornholm.

Mere har jeg ikke at skrive om for nu. Jeg kommer forhåbentlig snart tilbage til bloggen igen, men for nu vil jeg fokuserer på min far og mine dejlige børn.

Knus Bernadette

Time goes by

Hej alle,

Jeg ved godt, at det er længe siden, at jeg har skrevet et indlæg, og det er skam ikke, fordi jeg ikke vil eller ikke har noget at skrive om, men der sker rigtig meget i mit personlige liv, som jeg skal fokusere på pt. Jeg håber, at I kan forstå mig, og I stadig vil følge med i mine fremtidige indlæg.

God søndag.

Knus Bernadette

Lækre havregrynskager

Jeg har i dag lavet de lækreste havegrynskager til mine børn, som ellers bare var et hit! Derfor har jeg valgt, at jeg gerne vil dele opskriften med jer. Mine drenge har jo svært ved fast føde, men de her gik rent ind, så sidder der andre derude med samme problemer som os, så er det her måske et forsøg værd.

  • 100 g. havregryn
  • 50 g. smeltet smør
  • 30 g. kokosmel
  • 1 banan
  • En håndfuld blåbær
  • 1 æg

Når det hele er mixet sammen, så skal de bages i ovnen i ca. 10 minutter ved 200 grader (180 grader varmluft). De er måske stadig lidt bløde, når I tager dem ud af ovnen, men det er meningen. Og ja, der er blåbær i, så giv børnene en god hagesmæk på!

God aften derude.

Knus Bernadette

Weekendens drama

Jeg bliver simpelthen nødt til at dele en forfærdelig oplevelse med jer, der skete lørdag aften på Bornholms Hospital.

Min søn, Marli, fik pludselig 40 i feber, og ville hverken spise eller drikke. Han blev mere og mere døsig, og jeg blev selvfølgelig bange for dehydrering, da det kan ske så hurtigt hos små børn. Jeg ringede 1813, og lægen mente, at vi skulle tage til lægevagten. Det gør vi så. Marli og jeg ender med at sidde i venteværelset i 3 timer, hvor Marli stadig ikke vil drikke eller spise, og han bliver dårligere og dårligere, så jeg må gå op til skrænken og spørge om i var blevet glemt. Det var vi ikke, siger hun. Vi var de aller sidste i hele rummet, før lægevagten kommer ud og henter os. Jeg kunne allerede mærke der, at kemien ikke var specielt god på trods af jeg kommer ind med et smil på læben.

Jeg fortæller, at Marli virker til at have ondt i ørerne, og vi en uge tidligere havde fået at vide af egen læge, at han havde væske på trommehinderne. Lægevagten kigger ham i ørerne og siger “der er intet at se.” Jeg bliver lettet og søger bekræftelse på, at det ikke er mellemørebetændelse, hvor han kigger smøret på mig og siger “altså jeg kan ikke se om der er grundet ørevoks, så vi må gå ud gran han ikke har det.” Øh hvad. Han har 40 i feber. Hvis han har det, så skal han behandles. Så kigger han Marli i munden med den der ispind, og i min optik, så skal man være rolige overfor børn og få en form for kontak med dem, så de ikke bliver forskrækkede og føler sig overfaldet. Han vælger så at tyre den pind i halsen på ham, så Marli bliver forskrækket og går i det, man kalder affektkrampe. Det vil sige, at han stopper med at trække vejret. (jeg skriver senere et blogindlæg om dette syndrom). Jeg tænker et eller andet sted, til det var godt en læge fil lov til at se det i aktion, men hans reaktion er at grine. Han griner. Jeg får vendt Marli hurtigt rundt og puster ham blidt i næsen, da det sætter gang i hans vejrtrækning, men en baby med 40 i feber har ikke kræfter til at gå i krampe på den måde, så Marli falder sammen i mine arme, men trækker vejret. Jeg får ham lagt på briksen, og han åbner heldigvis hurtigt øjnene. Han kigger på mig med et lille smil. Lægen vælger så at komme med en endnu mere dum kommentar end den anden og siger “Marli, det må du ikke gøre. Du ligner en vittighedsfigur fra bagsiden af Ekstrabladet. Men nu når du er så god til at holde vejret, så burde du da blive dykker.” Der knækkede filmen for mig. Jeg flipper ud. Det finder jeg mig ikke i. Han stikker derefter sine gule, svampede fingre ind i munden på ham, og der får jeg nok. Jeg bliver sendt hjem med flere dumme kommentarer og en hentydning til, at jeg bare skal blive ved med at give børnepanodil.

I dag, tirsdag, har Marli stadig feber, og vi tager til egen læge i morgen. Jeg har fået lægens navn og ringet til direktionen på Bornholms Hospital, fordi for mig er det her den værste oplevelse, jeg har oplevet i 24 år. Det er min lille baby, og jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis jeg ikke gør noget ved det her. Forfærdelig oplevelse.

Knus Bernadette

Kampen mod Kolik

Jeg kan stadig huske, da Kenneth og jeg snakkede om, hvordan det ville være, når vi fik drengene. Vi var stensikre på, at de ikke ville få kolik, fordi så skulle man da virkelig være uheldig – især hvis de begge havde det – men hvad ville oddsene være for det, ikke?

Da børnene blev født d. 28. juni 2018 var alt perfekt. De sov, de spiste og de lå og puttede hos os skiftevis. Naboens nyfødte skreg konstant, så Kenneth og jeg kiggede på hinanden med et smøret smil, fordi vores græd aldrig. Pyyyyh, vi skulle bare vide.

En uge efter jeg har født drengene ved kejsersnit, går der infektion i min cicatrice. Det var et modbydeligt sted at få en infektion, da man stadig var meget skrøbelig og følsom omkring det område. Jeg ender med at skulle have antibiotika på drop 4x i døgnet over 4 dage – to forskellige typer endda. Det var noget af en udfordring at amme to små børn med en nål i hånden og flere forskellige slanger, der var koblet til mig.

Jeg spurgte dem, om jeg godt måtte amme, selvom jeg fik hård antibiotika, fordi i min optik, kan det kun ødelægge børnene tarmflora, når de er så små og endda født en måned for tidligt. De forsikrede mig om, at der ikke ville ske noget. Det gjorde der så alligevel. Mine børn fik det, vi alle kender som: Kolik. Deres maver og tarmflora blev totaltskadet af den penicillin jeg fik via drop. Jeg skulle have lyttet til min mavefornemmelse, men i sådan en situation burde man også kunne stole på sin læge.

Mine drenge have kolik i 2,5 måned. Jeg skulle amme hver 3. Time døgnet rundt, så forestil jer at amme to børn på samme tid, supplere med flaske og skifte to børn hver 3. Time – det var dejligt og intet problem – det var når man skulle putte dem igen – de skreg og skreg og skreg. Kenneth og jeg fik 40 min søvn hver 3. Time. Vi kan næsten ikke huske den første tid med ugerne herhjemme på Bornholm, fordi man gik rundt som zombier. Jeg kan dog stadig huske den dag, hvor jeg kunne mærke, at deres kolik var på vej retur. Jeg glemmer aldrig det grin – det smil. Det var så fantastisk, og det har været hele kampen værd. Kenneth og jeg klarede dobbelt kolik på 2,5 måned uden nogen anden hjælp end hinanden, og hvis et forhold kan klare det? Så kan det klare alt, og vi er stadig kærester.

Men en ting er sikkert. Får vi et tredje barn, og der går infektion i mit kejsersnit (hvis det er sådan, jeg skal føde igen), så ammer jeg ikke mit barn på penicillin. Det er ødelæggende for barnets mave.

Dagen hvor kolikken stoppede. Billedet hvor de smiler, kan jeg ikke uploade, så I må nøjes med dette!

Knus Bernadette

1,2,3 feber

Så er vi igen ramt af feber i det lille hjem på Bornholm. Min dreng, Marli, havde lige pludselig 40 i feber i går, så måtte haste ind på hospitalet med ham for at finde ud af, om det var en ordentlig omgang mellemørebetændelse, der var i udbrud. Fik så en læge, der havde mere travlt med at komme med dårlige jokes i stedet for at fokusere på min meget syge dreng. Vi var de aller sidste i hele venteværelset, der kom til, selvom jeg sidder med en 7 måneder gammel baby, der har mega høj feber og ikke har ville spise. Alt i alt en dårlig oplevelse, men Marli er ved godt mod, og fik da underholdt alle i venteværelset med hans store, smukke, blå øjne. Han er stærk, må man sige.

Da vi kom hjem, fik jeg heldigvis lidt smoothie i ham, 60 ml MME og lidt vand, og da vi endelig kom i seng, fik han spist 120 ml MME, så han fik en god nats søvn, og en panodil til at hjælpe det på vej. I morges da vi stod op, var han feberfri og havde kun 37,2 i temperatur. Nu sidder han med sin bror, Milas, i deres højstole og leger med en masse legetøj, hvor de kan sidde og stjæle fra hinanden, som de virkelig finder morsomt. Selvom det er mega hårdt at se sit barn være sløv og træt og påvirket af feber, så er det en fantastisk gave at være mor – og ikke mindst at få æren af at være mor til tvillingedrenge, der er lige så sjove, fantastiske og stærke som mine.

God søndag derude.

Bernadette//