Kampen mod Kolik

Jeg kan stadig huske, da Kenneth og jeg snakkede om, hvordan det ville være, når vi fik drengene. Vi var stensikre på, at de ikke ville få kolik, fordi så skulle man da virkelig være uheldig – især hvis de begge havde det – men hvad ville oddsene være for det, ikke?

Da børnene blev født d. 28. juni 2018 var alt perfekt. De sov, de spiste og de lå og puttede hos os skiftevis. Naboens nyfødte skreg konstant, så Kenneth og jeg kiggede på hinanden med et smøret smil, fordi vores græd aldrig. Pyyyyh, vi skulle bare vide.

En uge efter jeg har født drengene ved kejsersnit, går der infektion i min cicatrice. Det var et modbydeligt sted at få en infektion, da man stadig var meget skrøbelig og følsom omkring det område. Jeg ender med at skulle have antibiotika på drop 4x i døgnet over 4 dage – to forskellige typer endda. Det var noget af en udfordring at amme to små børn med en nål i hånden og flere forskellige slanger, der var koblet til mig.

Jeg spurgte dem, om jeg godt måtte amme, selvom jeg fik hård antibiotika, fordi i min optik, kan det kun ødelægge børnene tarmflora, når de er så små og endda født en måned for tidligt. De forsikrede mig om, at der ikke ville ske noget. Det gjorde der så alligevel. Mine børn fik det, vi alle kender som: Kolik. Deres maver og tarmflora blev totaltskadet af den penicillin jeg fik via drop. Jeg skulle have lyttet til min mavefornemmelse, men i sådan en situation burde man også kunne stole på sin læge.

Mine drenge have kolik i 2,5 måned. Jeg skulle amme hver 3. Time døgnet rundt, så forestil jer at amme to børn på samme tid, supplere med flaske og skifte to børn hver 3. Time – det var dejligt og intet problem – det var når man skulle putte dem igen – de skreg og skreg og skreg. Kenneth og jeg fik 40 min søvn hver 3. Time. Vi kan næsten ikke huske den første tid med ugerne herhjemme på Bornholm, fordi man gik rundt som zombier. Jeg kan dog stadig huske den dag, hvor jeg kunne mærke, at deres kolik var på vej retur. Jeg glemmer aldrig det grin – det smil. Det var så fantastisk, og det har været hele kampen værd. Kenneth og jeg klarede dobbelt kolik på 2,5 måned uden nogen anden hjælp end hinanden, og hvis et forhold kan klare det? Så kan det klare alt, og vi er stadig kærester.

Men en ting er sikkert. Får vi et tredje barn, og der går infektion i mit kejsersnit (hvis det er sådan, jeg skal føde igen), så ammer jeg ikke mit barn på penicillin. Det er ødelæggende for barnets mave.

Dagen hvor kolikken stoppede. Billedet hvor de smiler, kan jeg ikke uploade, så I må nøjes med dette!

Knus Bernadette

Skriv et svar